EU vil have et tættere forhold til stormagten Kina

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

EU skal styrke forbindelsen til stormagten Kina. Sådan lyder strategien for de næste fem år for forholdet mellem EU og Kina, som EU's udenrigschef og EU-Kommissionen har fremlagt onsdag.

Strategien skal gøre det muligt at få det fulde potentiale ud af forholdet til stormagten, siger udenrigschef Federica Mogherini.

- Den europæiske union og Kina samarbejder allerede om så meget. Vi arbejder sammen om de globale og politiske dagsordener som Iran, Syrien, Afghanistan, migration og klimaforandringer, siger hun.

- Men vi kan gøre mere for at forbinde EU og Kina. Vores byer, industrier og organisationer kan alle få gavn af et tættere og bedre defineret EU-Kina-forhold, siger hun.

Med en tættere forbindelse til Kina ser EU store muligheder for at fremme en større åbning af det kinesiske marked for europæiske virksomheder og skabe arbejdspladser og vækst i Europa. På længere sigt bør målet være mere omfattende frihandelsaftaler.

Men kommissionen fremhæver også muligheden for et tættere samarbejde og partnerskab mellem EU og Kina inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Her bør EU arbejde tættere sammen med Kina om at løse internationale konflikter, hedder det i en pressemeddelelse fra kommissionen.

Men selv om der er meget godt at hente i et styrket samarbejde, skal EU ikke gå på kompromis med unionens egne principper, lyder det også:

- EU vil i sin forbindelse til Kina handle principfast, praktisk og pragmatisk og være tro mod sine interesser og værdier, især når det kommer til internationale regler og standarder og respekt for menneskerettighederne.

Det diplomatiske bånd mellem EU og Kina blev første gang dannet i 1975, og det første juridiske format blev fastlagt i 1985 med handels- og samarbejdsaftalen.

Siden er forholdet vokset til at omfatte udenrigsanliggender, sikkerhedsspørgsmål og andre udfordringer som eksempelvis klimaforandringer og global økonomisk styring.

/ritzau/