EU vil hjælpe fødevareproducenter efter russisk boykot

Skrevet af admin

05/09/2014

Mest læste i dag

Som modsvar på EU's sanktioner indførte Rusland fra 7. august et importforbud af en række landbrugsprodukter og fødevarer fra EU.

Det har betydet problemer for EU's landbrugssektor, og på den baggrund mødtes landbrugsministrene til et ekstra EU landbrugsministermøde fredag. Eneste punkt på dagsordenen var et forsøg på at begrænse smerten af de russiske importforbud mod landbrugsvarer fra EU.

- Der er fuldstændig enighed om, at det er en alvorlig situation for Europas fødevareproducenter. Den skal vi håndtere, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S), der er glad for opbakningen.

Og EU skal lære af denne sag, mener han.

- Det, vi skal lære af denne her sag, er, at vi bliver nødt til at satse på andre og flere markeder for vores produkter, fordi vi er for sårbare, når så stort et marked som det russiske bliver lukket, siger han og fortsætter:

- Derfor skal vi bruge flere midler på eksportfremme - for eksempel markedsføringstiltag - og vi vil prøve at få åbnet flere markeder via frihandelsaftaler og ved at udnytte de ikke-udnyttede muligheder i de frihandelsaftaler, vi har.

Danmark vil nu presse på for at få at sat gang i strategien så hurtigt som muligt.

Konkret har EU-Kommissionen allerede iværksat støtte til frugt- og grøntsagsproducenterne for at afbøde effekten af det russiske importforbud.

Derudover er der tiltag på vej til andre udsatte sektorer - herunder særligt mælke- og mejerisektoren.

Rusland er det næststørste marked for EU's landbrugssektor og aftager for en samlet værdi på 11,8 milliarder euro. Det svarer til 10 procent af den samlede eksport af landbrugsprodukter og fødevarer.

Torsdag lancerede regeringen en ny strategi, der skal øge eksporten til en række nye vækstmarkeder, blandt andet Kina.

På den måde vil man undgå afhængighed af enkeltlande som Rusland, hvis boykot har kostet Danmark eksport for cirka 3,5 milliarder kroner. Andre lande i EU er langt hårdere ramt, og derfor er det nødvendigt at satse på flere markeder.

/ritzau/