EU vil holde topmøde med afrikanske lande om migration

Skrevet af admin

23/04/2015

Mest læste i dag

EU-lederne er på torsdagens topmøde i Bruxelles enedes om at tredoble budgettet til at bevogte Italiens kyst.

De vil også i dialog med afrikanske lande om de fælles udfordringer migrationen giver.

Den maltesiske premierminister, Joseph Muscat, skriver på Twitter, at EU senere i år vil holde et topmøde med Den Afrikanske Union og en række andre nøglelande. Mødet skal holdes på Malta.

Det øgede budget til bevogtning skal bruges til operationerne Triton og Poseidon, der bevogter kysten ud for henholdsvis Italien og Grækenland.

Mens der i dag bliver brugt omkring 21,5 millioner kroner om måneden, mener EU-Kommissionen at kunne finde lidt over 67 millioner om måneden.

Der er ikke lagt op til et ændret mandat, men budgettet står til at komme på linje med det, Italien brugte på den nu nedlagte eftersøgnings- og redningsmission Mare Nostrum.

Flere af stats- og regeringscheferne har også i forbindelse med mødet afgivet konkrete løfter om udstyr og mandskab til en styrkelse af Triton. Det gælder blandt andet Storbritannien, Tyskland, Irland, Frankrig og Belgien.

Mens den britiske premierminister, David Cameron, tilbyder et stort flådefartøj - HMS Bulwark - samt tre helikoptere og to patruljebåde, tilbyder forbundskansler Angela Merkel to flådeskibe, der specifikt skal kunne deltage i eftersøgning og redning.

Også Helle Thorning-Schmidt (S) har tilbudt yderligere danske bidrag til Triton.

Men hun har på mødet ikke sagt i detaljer, hvad Danmark kan stille med. Hun vil afvente en melding fra EU's grænseagentur, Frontex, for at høre, hvad behovet er.

/ritzau/