EU vil overtage kontrol med britisk skandale-rente

Det var et ydmygende slag for de britiske bankmyndigheder, da det sidste sommer kom frem, at flere storbanker havde manipuleret med den britiske interbankrente, Libor.

Nu er EU Kommissionen tilsyneladende klar til at strå salt i briternes betændte sår.

Financial Times er kommet i besiddelse af et lækket udkast til et forslag fra EU-Kommissionen, der går ud på at flytte overvågningen af de mest betydende renter og referencepriser til hovedkvarteret for EUs finansielle myndigheder, Esma i Paris.

Lande bør ikke selv stå overvågning

Ifølge Kommissionen er det ikke hensigtsmæssigt, at overvågningen af særlige rentesatser og referencepriser- der kan have stor betydning på tværs af medlemslande og er forbundet med store risici - sker i det enkelte land.

»For kritiske benchmarks - som Euribor (EU's fælles interbankrente,red.) og Libor er det derfor nødvendigt, at Esma får magten til at overvåge,« lyder det blandt andet i udkastet ifølge Financial Times. 

Forslaget kan meget vel provokere i Europas finansielle hovedcenter i London, hvor Liboren i dag hører hjemme. Det kan opfattes som et signal om, at Kommissionen ikke har tillid til, at briterne selv er i stand til at overvåge landets finansielle sektor.

Libor-skandale rullede sidste år

Hele balladen om de såkaldte interbank-renter begyndte for alvor i sommer, da det blev klart, at store internationale banker havde manipuleret med Libor-renten, som danner grundlag for finansielle produkter og lån for mange milliarder kroner verden over.

Rentesatsen fastsættes ved, at banker, der opererer på det britiske marked, selv indberetter rentesatser til myndighederne.

Men eftersom lånemarkedet mellem bankerne reelt set er frosset til i kølvandet på finanskrisen, er priserne kunstige og gav altså bankerne mulighed for at manipulere med deres indberetninger for at få profit.

Også tvivl om dansk rente

Skandalen fik også en dansk vinkel, da blandt andre Berlingske Business beskrev, hvordan den danske pedant, Cibor-renten i perioder efter finanskrisen, har ligget i mistænkelige niveauer.

Debatten fik i efteråret Finansrådet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Realkreditrådet og Realkreditforeningen til sammen at beslutte at indføre en ny og mere pålidelig reference-rente: Cita.

Samtidig er Finanstilsynet i gang med sin undersøgelse af sagen. Tilsynet oplyser torsdag til Berlingske Busines, at tilsynet »fortsat er ved at gennemgå internt materiale fra de danske CIBOR-stillere«, og ikke kan sige noget om, hvornår undersøgelsen forventes færdig.

Ny skandale måske på vej

EU Kommissionens forslag kommer kort tid afsløringen af første flig til det, der kan blive en ny skandale i samme genre som Libor-sagen.

For få uger siden afslørede kommissionen, at man mistænker en række store olieselskaber for at have manipuleret med referencepriser på olie. Norske Statoil var blandt de selskaber, der fik uanmeldt besøg af inspektører, der nu skal opklare sagen.

Ifølge Financial Times bliver kommissionens forslag præsenteret i løbet af sommeren.

Dagens Gossip