EU vil sikre erstatning til kartel-ofre

Hvis dit bagerbrød er blevet dyrere, fordi bageren i en periode har betalt for meget for sit mel som følge af et ulovligt kartel blandt melproducenter, skal du nemmere kunne få de ekstra melpenge retur.

Og hvis mange har betalt for meget for brødet, skal det også være nemmere at slå sig sammen og søge fælles erstatning.

Det er konsekvensen, hvis EU-Kommissionen kommer igennem med et par forslag, den præsenterer tirsdag i Strasbourg.

Egentlig har forbrugerne i EU allerede retten til at søge erstatning, hvis de taber penge som ofre for ulovlige prisaftaler eller andre former for ulovlige, konkurrenceforvridende samarbejder.

Men kommissionen konstaterer, at muligheden næsten ikke bliver brugt.

Ifølge kommissionens analyse skyldes det, at det er for besværligt og for dyrt. Desuden er det ofte også for svært at bevise, at man har lidt et tab, ligesom det kan være svært at få adgang til de afgørende beviser fra de dømte virksomheder.

Derfor foreslår kommissionen blandt andet, at en dom for kartelvirksomhed skal være bevis nok for, at der er foregået noget ulovligt.

Samtidig vil den sikre, at erstatningskrav ikke bliver forældet, bare fordi konkurrencemyndighederne er lang tid om at afgøre en kartelsag.

Kommissionen håber at få medlemslandene og EU-Parlamentet med på at lave fælles regler.

Samtidig opfordrer den medlemslandene til hver for sig at sikre, at det bliver nemmere at søge kollektiv erstatning.

På det punkt er der kun tale om en anbefaling. Men i sin skitse til retningslinjerne lægger kommissionen ikke skjul på, hvilken type ordning den finder mest fornuftig.

Her falder blandt andet det eksisterende danske system udenfor, fordi man skal melde fra i stedet for at melde til med hensyn til at være omfattet af afgørelser i kollektive søgsmål.

- Fravalgssystemer er undtagelsen og bør retfærdiggøres ud fra argumenter om fornuftig administration af retssystemet, skriver kommissionen i en forklarende note.

Justitskommissær Viviane Reding gør det samtidig klart, at man ikke er ude på at lave et amerikansk system med de såkaldte class actions "og risiko for useriøse krav og misbrug af søgsmål".

/ritzau/

Dagens Gossip