EU vil slå ned på fartsyndere ved at ændre lov

Danske bilister har kunnet køre alt for hurtigt på de tyske motorveje uden at skulle bekymre sig synderligt over, om der mon ligger en bøde fra det tyske politi i postkassen, når bilferien er slut.

Men det vil EU-Kommissionen nu få en ende på ved at ændre en EU-lov på området.

I maj gav EU-Domstolen kommissionen ret i, at en lov om trafikbøder er vedtaget på et forkert retsgrundlag. Den har indtil nu hørt ind under politisamarbejdet. Danmark har på grund af retsforbeholdet været undtaget indtil nu, og også Irland og Storbritannien har stået uden for.

Ved at sætte direktivet ind under trafiksamarbejdet i stedet for bliver de tre lande også omfattet af reglerne.

EU-Domstolen gav kommissionen et år til at få ændret det juridiske grundlag. Det er dét, kommissionen har sat i gang tirsdag.

Når den tekniske ændring er ført igennem hele EU's lovgivningsmølle, kan danske bilister altså også forvente at blive straffet for at køre for hurtigt, uden sele, med mobilen mod øret eller med spiritus eller stoffer i blodet i andre EU-lande.

EU's transportkommissær, Siim Kallas, siger i en pressemeddelelse, at det nu er op til medlemslandene og EU-Parlamentet hurtigt at få kommissionens forslag til ændringen igennem systemet, så direktivet kan træde i kraft.

- Det er en teknisk, men meget vigtig ændring, som skal finde sted så hurtigt som muligt. Hver eneste dræbte på Europas veje er én for mange. Det har for længe virket, som om folk tænker, at trafikreglerne ikke gælder længere, når de tager til udlandet. Men det gør de, siger han.

Ifølge EU-Kommissionen udgør udenlandske bilister fem procent af trafikken i EU-landene, men udlændingene står for 15 procent af overtrædelserne af fartgrænserne. Mange fartsyndere bliver aldrig straffet, da det har været svært for landene at forfølge dem i deres hjemlande.

At Danmark ikke er omfattet af loven i sin hidtidige udformning, betyder ikke kun, at danske bilister kan slippe for at betale bøder i udlandet. Det betyder også, at Danmark går glip af millioner af bødekroner fra udenlandske fartsyndere.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV