EU vil tillade ny forlængelse af dansk grænsekontrol

Danmark og fire andre EU-lande skal have lov til at forlænge deres interne grænsekontrol i Schengen med yderligere seks måneder.

Det foreslår EU-Kommissionen onsdag, efter at Danmark sammen med andre lande har skrevet til EU-Kommissionen og opfordret den til for første gang nogensinde at bruge en regel, der giver mulighed for nye forlængelser.

EU-Kommissionen kommer med sit forslag, fordi der stadig - trods store fremskridt - er alvorlige mangler i Grækenlands ydre grænsekontrol.

- De græske myndigheder har gjort en stor indsats, og der er virkelig sket fremskridt, siger EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans.

- Men der er stadig et betydeligt migrationspres på vores ydre grænser og et stort antal migranter i Grækenland. Derfor skal nogle interne grænsekontroller opretholdes, så længe der stadig er alvorlige mangler i håndteringen af de ydre grænser, siger han.

Det er de interne grænsekontroller udført af Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Østrig, som EU-Kommissionen foreslår forlænget i op til et halvt år.

For Danmarks vedkommende anbefaler EU-Kommissionen især, at kontrollen på den dansk-tyske grænse og i danske havne, hvor der anløber færger fra Tyskland, forlænges.

Sverige kan blandt andet forlænge grænsekontrollen på Øresundsbroen og i de svenske havne, og Norge kan forlænge grænsekontrollen i havne, hvor der anløber færger fra Danmark, Tyskland og Sverige, foreslår EU-Kommissionen.

Østrig kan forlænge kontrollen på grænserne mod Ungarn og Slovenien, mens Tyskland kan gøre det samme på grænsen til Østrig, hedder det i forslaget.

Den tyske grænsekontrol vil ramme loftet over forlængelser i næste uge, hvis ikke der bliver vedtaget en yderligere forlængelse ved at gribe til nye paragraffer.

Forslaget ventes derfor behandlet i EU's ministerråd allerede torsdag 12. maj, hvor der skal et kvalificeret flertal blandt de 28 medlemslande til at vedtage en forlængelse af grænsekontrollen.

EU-Kommissionens mål er at få styr på de ydre grænser og derefter afskaffe alle interne grænsekontroller for at få Schengen-samarbejdet til at fungere normalt igen inden udgangen af året.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip