EU vil underskrive del af associeringsaftale med Ukraine

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

EU vil underskrive den politiske del af en associeringsaftale med Ukraine inden valget i det uroplagede land, der finder sted senest den 25. maj 2014.

Det oplyser EU-præsident Herman Van Rompuy på et pressemøde efter et hasteindkaldt topmøde i Bruxelles.

- Vi står bag Ukraine og gentog det europæiske engagement ved at underskrive associeringsaftalen, siger han.

Dermed er EU's stats- og regeringschefer enige om at underskrive de politiske dele af den omfattende samarbejdsaftale, som tidligere præsident Viktor Janukovitj lagde på is i november.

EU er dog endnu ikke klar til at underskrive handelsdelen af aftalen.

- I dag besluttede vi at prioritere, at vi inden for meget kort tid vil underskrive den politiske del. Det betyder inden Ukraines valg den 25. maj, siger Van Rompuy.

EU tilbød i november Ukraine 610 millioner euro som en del af en frihandels- og associeringsaftale.

Da Janukovitj afviste aftalen og i stedet henvendte sig til Rusland begyndte provestlige oppositionsgrupper i Ukraine at opfordre til demonstrationer, der har ført til den tidligere præsidents eksil.

Op mod en halv million demonstranter belejrede Uafhængighedspladsen Maidan i centrum af hovedstaden Kijev, hvor de byggede barrikader og demonstrerede mod den daværende præsidents tilnærmelser til Rusland.

/ritzau/