EU vil vide mere om danske skatteaftaler

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen beder mandag Danmark og 14 andre EU-lande om oplysninger om, hvilke konkrete skatteaftaler de har etableret for udenlandske virksomheder.

Anmodningen er en opfølgning på en anmodning fra sidste år om, at alle EU-lande skulle oplyse mere generelt om deres praksis med at give særlige skatteforhold for udenlandske virksomheder.

- Vi ønsker at analysere svarene nøje for at finde ud af, om medlemslande anvender skatteaftaler for at give virksomheder særlige skattefordele i strid med EU's statsstøtteregler, siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Ifølge en talsmand for kommissionen er det selve skatteaftalerne, kommissionen nu ønsker at se, efter at man tidligere har fået oplyst, at aftalerne findes. Der er på nuværende tidspunkt ingen indikation af, om skatteaftalerne er ulovlige.

Der er hverken sat navn eller antal på de konkrete skatteaftaler, kommissionen ønsker oplysninger om. Det er derfor heller ikke klart, hvor mange og hvem der er tale om i Danmark. Der er mindst én - og i de 15 lande som helhed er der i snit 5-10 per land.

Der er ikke sat en tidsfrist for, hvornår Danmark og de øvrige 14 lande skal svare kommissionen.

EU-Kommissionen er i øjeblikket i gang med en omfattende granskning af, om forskellige EU-lande giver uretmæssige skattefordele til store multinationale virksomheder.

Der kom særlig fokus på forholdene, da Luxembourgs tidligere premier- og finansminister Jean-Claude Juncker sidste år tiltrådte som ny formand for EU-Kommissionen.

Der har især været opmærksomhed omkring den amerikanske internetgigant Amazons lave skattesatser i Luxembourg, men der er også formelle undersøgelser i gang af Fiat i Luxembourg, Apple i Irland og Starbucks i Holland.

Konkurrencekommissæren erkendte i sidste måned, at hun ikke når sin egen oprindelige frist om at få behandlet sagerne i løbet af årets to første kvartaler. Nu siger hun blot, at det vil ske "så hurtigt som muligt".

/ritzau/