EU: WTO-aftale gør handel nemmere for U-lande

Udviklingslandene får stor gavn af den globale handelsaftale, som 160 lande i verdenshandelsorganisationen WTO blev enige om natten til lørdag dansk tid på den indonesiske ø Bali.

Det mener EU's handelskommissær, belgieren Karel De Gucht.

- EU ønsker at sende et vigtigt signal, om at en hurtig implementering af denne handelsaftale er essentiel for udviklingslandene, siger han i en skriftlig kommentar og fortsætter:

- Aftalen gør det lettere og billigere for udviklingslande at handle.

Støtten fra EU beløber sig på 400 millioner euro eller knap tre milliarder danske kroner over de næste fem år.

Ifølge EU's udviklingskommissær Andris Piebalgs er et lands muligheder for at handle med andre lande vigtigt for at skabe vækst.

- Investering i handel er fundamental for at øge væksten og udviklingen i et land. EU's støtte til handel har løftet millioner af mennesker ud af fattigdom i det sidste årti, og det er fortsat nøglen i vores udviklingsarbejde, siger den lettiske kommissær i en skriftlig kommentar.

Den globale aftale er faldet på plads efter flere dages hårde forhandlinger på den indonesiske ø Bali mellem ministre og embedsmænd fra hele verden.

Analyser anslår, at aftalen kan tilføre omkring 960 milliarder dollar til verdensøkonomien.

/ritzau/

Dagens Gossip