Euforiske lærere giver Anders Bondo støtte

Taget letter af jubel og stående klapsalver, da formanden for Danmarks Lærerforening (DLF), Anders Bondo Christensen, træder op på talestolen under foreningens stormøde i Odense tirsdag.

- Uha da. En journalist fra Ritzau spurgte mig lige før, om jeg troede, der var opbakning, siger formanden ud til de godt og vel to tusinde fremmødte tillidsmænd i foreningen, der jubler endnu højere og griner.

- Det er helt fantastisk at være formand for den her organisation, tilføjer han.

DLF har indkaldt lærernes 2200 tillidsrepræsentanter og kredsstyrelsesmedlemmer til stormøde i Odense for at diskutere foreningens overenskomstforhandlinger med Kommunernes Landsforening (KL).

Og flere af dem er mødt op iført trøjer med påskriften "Vi elsker at undervise - lad lærerne undervise i 25 timer" og "Sammen skaber vi en god folkeskole".

En af dem er 38-årige Helle Brendstrup, der underviser på Hørningskolen i Østjylland.

- Vi vil gerne sende et kraftigt signal om, at vi står sammen i den her helt unikke situation, som vi synes er ganske forfærdelig, siger hun til Ritzau.

- Og jeg håber, at Anders Bondo i dag kan indgyde os lidt mod, fordi jeg tror, vi alle sammen er lidt chokeret over situationen, tilføjer hun.

Torsdag i sidste uge varslede KL lockout af 50.000 folkeskolelærer den 1. april, efter forhandlingerne brød sammen natten til onsdag.

KL vil have lærerne til at undervise mere og give de enkelte skoleledere magten til at administrere arbejdstiden.

Men DLF mener, at det vil gå ud over fleksibiliteten og ikke mindst kvaliteten af undervisningen.

- Jeg synes, at der en mærkelig situation. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er nødvendigt at have kanter på arbejdstiderne, siger 49-årige Tommy Wahlqvist, der underviser på Kirke Hyllinge Skole.

- Det er et skridt tilbage, der virkelig forhindrer én i at arbejde fleksibelt og dermed kreativt, vurderer han og forklarer, at en undervisers arbejdstid aldrig stopper - for inspirationen skal ofte findes uden for arbejdstiden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip