Eurochef dementerer græsk melding: Løsning er ikke nær

Det er "fuldstændig usandt," at en løsning på striden om den græske gældskrise er nært forestående, fastslår formanden for eurogruppen, den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem.

Påstanden fra Yanis Varoufakis, den græske finansminister, er ganske enkelt usand, og det samme er rygter om, at långiverne har sendt et nyt tilbud til de kriseramte grækere, siger hollænderen.

Dijsselbloem gentager samtidig en kommentar fra EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker om, at selv med et græsk ja ved en folkeafstemning søndag vil Grækenland gå en "meget svær fremtid" i møde.

Grækerne skal stemme om, hvorvidt de vil acceptere långivernes reformkrav, der blandt andet handler om pensionsforringelser og moms.

Landet står over for svære reformer, og de er uundgåelige, slår eurogruppeformanden fast.

- Enhver politiker, som siger, at det ikke vil være nødvendigt efter et nej, gør nar af sit eget folk, siger Dijsselbloem.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip