Eurogruppen roser Irland som godt eksempel

Skrevet af admin

09/12/2013

Dagens topnyheder

På mandag begynder Irland igen at stå på egne ben økonomisk.

Og mens Portugal, Grækenland, Cypern og - ganske lidt endnu - de græske banker stadig er på støtten, er den irske situation et eksempel til efterfølgelse, lyder det mandag i Bruxelles efter et møde blandt de 17 eurolandes økonomi- og finansministre.

- Vi er enedes om konklusionen på den tolvte og sidste vurdering af Irland. Det er bevis på, at hjælpeprogrammerne leverer resultater.

- Et tilpasningsprogram har en begyndelse og en slutning. Og vejen mellem de to er nemmest, hvis det pågældende land gennemfører programmet beslutsomt, siger økonomikommissær Olli Rehn på et pressemøde.

Eurogruppen som helhed ønsker også Irland tillykke i en skriftlig pressemeddelelse, der ligeledes roser de irske myndigheder for en "trofast gennemførelse" af programmet med det resultat, at Irland igen kan stå på egne ben.

- Den snarlige afslutning af det irske program er bevis for, at vores strategi nu fører til resultater. Og vi må rose det irske folk for dets hårde arbejde og den beslutsomhed, hvormed man har gennemført reformer, hedder det i erklæringen.

Irland har siden februar 2011 fået godt 500 milliarder kroner udbetalt i lån fra EU's hjælpefond EFSM, fra eurolandenes egen EFSF, fra Den Internationale Valutafond (IMF) og enkelte andre som for eksempel den britiske statskasse.

EFSF udbetalte i sidste uge sin sidste lånerate på lige over 17 milliarder kroner. De kommende dage kommer så de allersidste rater på knap seks milliarder fra EFSM og lige under 4,5 milliarder fra IMF.

EFSF's chef, Klaus Regling, understreger dog, at han stadig holder øje med Irland.

- Afslutningen af det irske program betyder ikke, at vores forhold til landet slutter. Nu skal vi følge landets evne til at betale EFSF tilbage, siger Regling.

/ritzau/