Eurojackpot-millionær nænnede ikke at vække sin hustru: 'Hun sov så godt'

Skrevet af Morten Larsen

10/05/2016

Dagens topnyheder

- Det er uvirkeligt.

 Sådan lyder ordene fra den heldige dansker, der vandt en 2. præmie i Eurojackpot i slutningen af april måned.

Gevinsten lød på 2.720.404 kroner, og det lykkebringende spil var købt i en kiosk i Næstved.

Nu har Danske Spil været i kontakt med den heldige vinder, der ønsker at være anonym.
 
- Man køber selvfølgelig for at vinde den store gevinst, men man tror jo ikke, det sker. Så man bliver lidt forundret, når det sker. Men der er jo nogen, der vinder. Og det er jeg blevet bekræftet i.
 
Det må man give manden ret i. Han havde dog også lidt svært ved at forstå det, den fredag aften han fandt ud af det.
 
- Resultatet kom sent fredag aften. Jeg tjekkede tallene på tekst-tv ved 23-tiden. På det tidspunkt var min hustru gået i seng, fortæller vinderen.
 
I flere omgange så han forkert på tallene.

Læs også: Vandt mere end en halv milliard i Eurojackpot
 
- Først troede jeg, at jeg havde vundet 1.400 kroner. Sekundet efter så jeg, at det ikke var et komma, men et punktum. Så måtte det være 1,4 millioner. ”Har du nu set rigtigt?”, tænkte jeg. Så tjekkede jeg igen, forklarer manden, der havde fundet hele 2.7 millioner kroner.

- Så sad jeg og kiggede ud i luften. Og tænkte: Kan man være så heldig?
  
- Jeg tjekkede tallene igen, inden jeg gik i seng. Bare for at være sikker på, at der ikke var kommet en rettelse. Den var god nok. Jeg var glad og lykkelig, fortæller han.
 
Han havde endnu ikke delt nyheden med nogen. Hustruen sov jo.
 
- Skulle jeg vække min hustru og fortælle det? Nej, hun sover så godt, så det skulle jeg ikke, blev jeg enig med mig selv om, siger han og tilføjer, at han også selv sov ganske glimrende.
 
Næste morgen spiste de morgenmad sammen. Men han røbede stadig ikke noget om den store gevinst.
 
- Da vi havde spist, sagde jeg til hende, at hun lige skulle komme med ind i stuen og sætte sig ned. ”Vi har været så heldige”, sagde jeg. Og fortalte så, at vi havde vundet 2,7 millioner. Hun blev glad, griner han og slutter:
 
- Vi glæder os i det indre over, at vi har været så heldige at vinde.

Følg Dagens Mænd for flere lignende artikler: