Eurolande bakser med strid om gammel gæld

Finansministrene fra de 17 eurolande har mandag igen udskudt at slå de sidste søm i en aftale, der egentlig blev indgået af deres chefer - stats- og regeringscheferne - i juni sidste år.

Uenigheden om, hvordan eurozonens permanente redningsfond, ESM, kan bruges til at rekapitalisere nødlidende banker, blev foreløbigt løst på EU-topmødet sidste sommer.

Men siden har flere fortolkningsspørgsmål nærmest kun gjort uenigheden større.

Eurogruppens afgående formand, luxembourgeren Jean-Claude Juncker, insisterer efter eurogruppens møde mandag aften i Bruxelles på, at der bliver gjort fremskridt.

- Der udestår mange komplekse - lad mig sige: meget komplekse - tekniske spørgsmål, og der er brug for yderligere tekniske diskussioner. Men vi sigter mod at afslutte arbejdet i løbet af første halvdel af året, siger Juncker.

Det blev ellers hyldet som et stort gennembrud, da topmødet i juni sidste år gav grønt lys til, at ESM kan bruge af sine 500 milliarder euro til at hjælpe banker direkte.

Hidtil har bankstøtten været indirekte, fordi ESM kun har kunnet give lån til regeringer, som så har skullet distribuere støtten videre til bankerne.

Idéen med den nye direkte rekapitalisering til bankerne er, at man på den måde skal bryde, hvad der kaldes "den onde cirkel" mellem banker og statskasser.

Det går ud på, at allerede dybt forgældede regeringer er nødt til at låne flere penge i udlandet for at kunne hjælpe deres banker, der lider, netop fordi de ligger inde med for mange af kriselandenes statsobligationer.

Aftalen i juni var egentlig rettet mod Spanien, der på det tidspunkt endnu ikke formelt havde fået en hjælpepakke til sine banker. Og der var en binding på, at det nye redskab først kunne aktiveres, når der også var et nyt banktilsyn på plads.

Men siden har også de "gamle" kriselande Irland, Grækenland og Spanien set sig varme på muligheden af at få hjælp med deres gamle bankudgifter.

Eurogruppen har fået frem til juni i år til at løse de mange definitionsspørgsmål, der skal afgøre, hvordan ESM kan bruges til direkte bankstøtte.

/ritzau/

 

Dagens Gossip