Eurolandene udskyder nyt græsk krisemøde

Skrevet af admin

27/04/2016

Mest læste i dag

Der er brug for mere tid til at komme i mål med en ny aftale om kriselån til Grækenland.

Det er udmeldingen fra eurogruppen, som består af finansministrene fra de 19 eurolande.

- Intet nyt møde om Grækenland på torsdag, der er brug for mere tid. Møde om første rapport, betingede nedskæringer og gælden kommer senere, skriver Michel Reijns, talsmand for eurogruppeformand Jeroen Dijsselbloem, på Twitter.

Det mulige torsdagsmøde blev varslet i fredags, efter at eurolandene mødtes i Amsterdam og meldte om fremskridt i forhandlingerne i Athen.

Her forhandlede landets regering med kreditorerne, blandt andet Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank, om at få adgang til nye lån fra den store redningspakke fra sommeren 2015.

Grækenland skal blandt andet vedtage skatteforhøjelser og nye nedskæringer på pensionsområdet for at få adgang til lånene, som er nødvendige for at betale renter og afdrag på 3,5 milliarder euro til juli.

Eurolandene kræver dog en færdig pakke af betingede græske nedskæringer, der vil træde i kraft, hvis landet ikke lever op til målet om et overskud på statsbudgettet på 3,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2018.

Det er både de umiddelbare og de betingede tiltag, der skal være på plads, før eurolandene vil mødes for at give grønt lys. Kravene er, at tiltagene reducerer de græske budgetter med henholdsvis tre procent af BNP nu og to procent i 2018.

- De betingede tiltag skal være troværdige, vedtaget ved lov med det samme, og skal udløses automatisk af objektive faktorer. Der er ingen aftale, før der er en aftale om alting, sagde Jeroen Dijsselbloem fredag.

Til gengæld kan Grækenlands tilbagebetalingsvilkår blive lempet i samme omgang, lovede eurogruppen og kreditorerne.

Efter redningspakken fra juli 2015 skulle første rapport over Grækenlands fremskridt være underskrevet få måneder efter, men den er løbende blevet udskudt, mens parterne forhandler om de nærmere vilkår.

/ritzau/