Eurolandenes top enig om Grækenland efter maratonmøde

Skrevet af admin

13/07/2015

Dagens topnyheder

På et maratonmøde er eurolandenes stats- og regeringschefer mandag morgen blevet enige om betingelserne for en ny treårig støtteordning for Grækenland efter en voldsom strid om privatiseringer.

Dermed synes en græsk statsbankerot og exit fra euroen at være afblæst, hvis ellers grækerne de kommende dage leverer på de mange løfter, som det gældsplagede land har givet i løbet af de lange natteforhandlinger.

- Eurotopmødet har enstemmigt indgået en aftale, skriver Donald Tusk i sit tweet, da han mandag morgen kort før klokken 9 breaker nyheden efter det 17 timer lange eurotopmøde.

Den franske præsident, François Hollande, der har været meget ivrig efter at redde Grækenlands plads i euroen, siger, at det tog lang tid, men at det har været en positiv nat og morgen for Europa.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, advarer på forhånd om, at vejen frem til starten på egentlige forhandlinger om en ny støtteordning, der kan nå op på mellem 82 og 86 milliarder euro, over 600 milliarder kroner, stadig vil være fyldt med udfordringer.

- Vejen vil være lang og - bedømt ud fra forhandlingerne i nat - vanskelige, siger Merkel efter eurotopmødet i Bruxelles.

Maratonmødet har været afbrudt i timevis undervejs for at give tid til bilaterale forhandlinger, blandt andet mellem Merkel, Hollande og den græske premierminister, Alexis Tsipras, med EU-præsidenten som mægler.

Som en af betingelserne for at indlede forhandlinger om en ny støtteordning har eurolandene forlangt, at Grækenland nu i lyntempo gennemfører de første vigtige reformer og lovændringer, så de er vedtaget senest på onsdag 15. juli.

Eurotopmødet lægger ikke skjul på, at tilliden til de græske myndigheder, der efter de andre eurolandes mening hidtil ikke har leveret som lovet, nu skal genopbygges. Og aftalen sætter nærmest Grækenland under administration på mange områder.

De græske myndigheder skal give EU og Den Internationale Valutafond adgang til at kontrollere sig i Athen og i øvrigt have grønt lys fra dem begge, når de fremlægger en række lovforslag.

Til sidst har det været en strid om Valutafondens rolle i den græske redningsplan og omfanget af de privatiseringer, som Grækenland skal gennemføre, der har trukket topmødet i langdrag.

Især Tyskland har på topmødet presset hårdt på for at få Grækenland til at gennemføre omfattende privatiseringer, der skal skaffe flere penge i kassen til blandt andet at høvle af på den svimlende græske gæld.

Alexis Tsipras siger, at risikoen for et græsk farvel til euroen nu er afblæst, og at aftalen med de andre eurolande giver mulighed for vækst og investeringer i Grækenland.

- Vi har kæmpet en hård kamp. Nu står vi over for svære beslutninger, siger Tsipras og tilføjer, at han også vender tilbage til Athen med et løfte om rekonstruktion af den græske gæld.

Men hjemme i Grækenland venter der ifølge græske medier Tsipras et oprør på venstrefløjen af sit Syriza-parti, hvor mange mener, at han har indgået en aftale om en sparepolitik, som han i januar vandt parlamentsvalget ved at være imod.

Det er et oprør, som Tsipras skal slå hårdt ned på, eller også ender krisen med enten nyvalg eller en bred samlingsregering, skriver de græske medier.

/ritzau/