Europa er endelig på vej op af sumpen

Fire års krise og halvandet år med uafbrudt tilbagegang i eurozonen ser nu ud til at være afbrudt. Recessionen ligger bag os.

Netop offentliggjorte tal fra EU-Kommissionen viser, at den samlede produktion i de 17 Eurolande voksede med 0,3 procent i andet kvartal. Det er bedre end forventningen på 0,2 procent, og det betyder, at økonomien ikke længere skrumper efter seks kvartaler i træk med tilbagegang.

Og det er i høj grad de store økonomier i eurozonen, der nu for alvor begynder at rykke i positiv retning.

Storbritannien kan bryste sig af en vækst på 0,6 procent i andet kvartal  Frankrig overrasker også til den gode side med en BNP-vækst på 0,5 procent, mens også Europas vækstlokomotiv Tyskland klarede sig bedre end ventet og leverede en BNP-vækst på 0,7 procent mod forventet 0,6 procent.

»Det er ret stærke tal, som der er kommet fra eurozonens to største økonomier. Og lægges det sammen med udviklingen i USA og Storbritannien tyder meget på, at vi er ved at lukke det sidste kapitel i den store recession,« skriver Nordeas cheføkonom Helge Pedersen i en kommentar.

Stadig store problemerPå trods af de spæde lyspunkter i europæisk økonomi er der dog ingen grund til at kaste hænderne i vejret og erklære krisen for overstået.

Der er stadig betydelige problemer i eurozonen, der er blevet delt på tværs i en slags a- og b-hold. De nordeuropæiske lande klarer sig hæderligt, mens flere sydeuropæiske lande stadig kæmper med store gældsproblemer og høj arbejdsløshed.

Store lande som Spanien og Italien er stadig i recession, omend væksten falder mindre drastisk end tidligere og arbejdsløsheden ser ud til at stabilisere sig.

Dagens Gossip