Europa-eventyr kan spolere Sønderjyskes ferieplaner

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Sønderjyske vandt onsdag med 2-0 over Viborg. Det var sønderjydernes femte sejr i streg i Alka Superligaen i et forår, hvor holdet har fået rigtig mange point.

Sønderjyske på andenpladsen ligger nu i en position i tabellen, hvor der er udsigt til europæisk deltagelse for første gang i klubbens historie efter sommeren.

Den endelige placering i tabellen vil få betydning for, hvornår sønderjyderne eventuelt indtræder i kvalifikationen til Europa League.

Nogle af spillerne har dog allerede lagt sommerferieplaner, men de skal måske droppes, fortæller Marcel Rømer.

- Jeg ved, at nogle af drengene har bestilt ferie, men det kan være, de skal overveje det igen.

- Hvis vi fortsætter sådan her, så kommer vi i Europa. Det håber jeg virkelig på. Jeg tror også helt sikkert på det, for vi spiller rigtig godt i øjeblikket og får resultaterne, siger Marcel Rømer.

En af de spillere, der allerede har bestilt ferie, er Marc Dal Hende.

- Jeg har booket ferie, men det kan godt være, den skal aflyses, men det må vi lige se på. Vi tror virkelig på det (europæisk deltagelse) i øjeblikket, og det kan vi også tillade os. Men vi tager stadig en kamp af gangen og så må vi se, hvor vi ender.

- Fortsætter vi sådan her, så kan vi drømme rigtig stort, siger Marc Dal Hende.

Sønderjyskes cheftræner, Jakob Michelsen, bevarer dog roen fuldstændig og vil ikke tale om europæisk deltagelse endnu.

- Vi må tage en kamp ad gangen. Vi har stadig mange vigtige kampe foran os, som skal give point. Først herefter kan vi begynde at tale om europæisk efter sommerferien, siger han.

Sønderjyske møder i næste runde FC Midtjylland, der også bejler til en plads i Europa.

/ritzau/