Europa gør sig klar hvis Rusland lukker for gassen

Skrevet af admin

16/10/2014

Mest læste i dag

Det kan blive en rigtig kold vinter i Europa - også indenfor - hvis Rusland lukker for gassen som konsekvens af krisen omkring Ukraine.

Det gælder især i Finland, Estland og en række balkanlande, hvor man ifølge en stresstest af energiforsyningen kan komme til at mangle så meget som 60 procent af den gas, der er brug for.

Det skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

Kommissionen konstaterer dog, at der er energi nok til at holde europæerne varme, hvis bare de europæiske lande arbejder effektivt sammen om at fordele de ressourcer, der faktisk er til stede.

- Hvis vi samarbejder, udviser solidaritet og gennemfører rapportens anbefalinger, så behøver ingen husholdninger i EU at blive ladt ude i kulden den kommende vinter, siger EU's energikommissær, Günther Oettinger, torsdag ved præsentationen af stresstestens resultater.

Stresstesten er et forsøg på at regne ud, hvad der vil ske med gasforsyningen på nationalt plan og over hele Europa, hvis Rusland enten lukker helt for alle gasleverancer til Europa eller bare for den gas, der løber gennem Ukraine.

Kommissionen konkluderer, at den bedste måde at håndtere begge situationer på vil være at lade markedskræfterne råde, fordi de naturlige prisudsving automatisk vil tiltrække nye leverancer og begrænse efterspørgslen, hvor der ikke er akut behov.

- Det forudsætter, at medlemsstaterne lader gasstrømmen til deres nabolande fortsætte. Hvis de lande, der fungerer som transitlande for gas, omvendt lukker deres grænser, kan situationen blive betydeligt forværret, hedder det blandt andet i rapporten.

EU importerer som blok 53 procent af al sin energi. For gas er tallet 66 procent, og flere lande er under normale omstændigheder næsten helt afhængige af import fra Rusland.

De fleste EU-lande har i øjeblikket masser af gas i reserve. Men lagrene kan hurtigt blive tømt, hvis der kommer en lang krise eller bare en meget kold vinter.

EU-Kommissionen sender nu sine anbefalinger videre til næste uges EU-topmøde, der skal handle om EU's fremtidige klima- og energipolitik og også ventes at se på forsyningssikkerhed og mulige konsekvenser af det dårlige forhold til Rusland.

/ritzau/