Europa lægger pres på Putin op til våbenhviles udløb

Skrevet af admin

30/06/2014

Mest læste i dag

Frankrig og Tyskland er mandag opsat på at øge presset på Rusland under nye forhandlinger om konflikten i Ukraine, få timer før en våbenhvile udløber.

Den franske præsident, François Hollande, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Ukraines nye præsident, Petro Porosjenko, skulle have en telefonkonference med den russiske præsident, Vladimir Putin, inden Kijev-styrets midlertidige våbenhvile med de prorussiske oprørere udløber.

De fire ledere holdt søndag en to timer lang telefonkonference i et forsøg på at finde frem til konkrete fremskridt for sikkerhedssituationen i det østlige Ukraine og få banet vejen for en fredsplan.

Putin støttede efter drøftelserne søndag Tysklands og Frankrigs opfordringer til Ukraines leder og oprørerne i øst om at forlænge den midlertidige våbenhvile "for en længere periode".

Merkel og Hollande gentog under drøftelserne søndag, at EU vil skærpe sanktioner mod Rusland, hvis Moskva ikke utvetydigt opfordrer de separatistiske oprørere til at indstille deres kampe.

Våbenhvilen, der udløber klokken 21 mandag, har i praksis ikke dæmmet meget op for volden. Begge sider har beskyldt hinanden for at fortsætte skyderiet.

En effektiv våbenhvile er nøglen til at få sat en stopper for kampene i det østlige Ukraine, som har varet 13 uger. Over 450 mennesker har mistet livet under volden.

Ruslands ambassadør ved OSCE siger, at den mission, som Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa har i Ukraine, er i stand til at overvåge en implementering af den fredsplan, som blev fremlagt af Ukraines præsident 20. juni.

- Alle dele af fredsplanen kan blive overvåget - fra våbenhvile til amnesti. Det er i overensstemmelse med det nuværende OSCE-mandat, som er ret fleksibelt, siger den permanente russiske repræsentant ved EU, Andrei Kelin, til nyhedsbureauet Itar-Tass.

/ritzau/AFP