Europa League-finale: Ingen tilgivelse til Benitez

En helt igennem skizofren sæson går på hæld for Chelsea. Tredjepladsen i Premier League og dermed direkte kvalifikation til næste sæsons Champions League er i hus med en sejr i sidste spillerunde, og i aften spiller londonerne Europa League-finale mod Benfica.

Men supporterne på Stamford Bridge buher alligevel løs. Og det har de gjort siden november, hvor Rafael Benitez afløste Chelsea-darlingen Roberto Di Matteo i trænersædet.

Benitez har været persona non grata hos de kongeblå fans, efter han som Liverpool-træner afleverede flere bitre nyrestød til Chelsea, som han beskyldte for at have langt mindre passionerede fans end Liverpool.

Dengang sagde han også, at han aldrig kunne drømme om at tage imod et eventuelt tilbud om at blive Chelsea-manager. Og fem år senere stod han pludselig dér på sidelinjen iført et sort jakkesæt med Chelseas brølende løve på brystet med buh-råbene haglende ned over sig og protestbannere over det meste af lægterne.

Midt i den betændte atmosfære kan det alligevel ende med, at Rafael Benitez skaffer en pokal til de fans, der afskyr ham, inden Chelsea efter sæsonen sniger spanieren ud af bagdøren og formentlig erstatter ham med José Mourinho.

Og Benitez fortryder ikke, at han nægtede at undskylde for sine bemærkninger fra Liverpool-tiden - en undskyldning, der muligvis kunne have repareret en del af hans forhold til Chelsea-fansene.

- Hvorfor skulle jeg sige undskyld? En træner forsvarer sin klub. Lige nu forsvarer jeg min klub, sagde Rafa Benitez ved gårsdagens pressemøde forud for Europa League-finalen, hvor han også fortalte, at en skadet Eden Hazard ikke kommer i aktion mod Benfica, og at John Terry er højst tvivlsom.

Frank Lampard blev i sidste weekend redningsmanden i Premier League, da hans mål mod Aston Villa sikrede Chelsea en 2-1 sejr i det 88. minut - et mål, der gjorde ham til den mest scorende Chelsea-spiller nogensinde.

Men ligesom Benitez helt sikkert er det, kan ikoniske Lampard være fortid i Chelsea, når hans kontrakt løber ud til sommer.

- Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men nu handler alt om at vinde kampen. Vi var skuffede, da vi røg i Europa League, men nu venter en stor, europæisk finale, sagde Frank Lampard på pressemødet.

Benfica kommer til Amsterdam Arena med en traumatisk oplevelse i bagagen. I lørdags fik klubben efter al sandsynlighed flået det portugisiske mesterskab ud af hænderne, da FC Portos 19-årige brasilianer Kelvin i overtiden drønede 2-1-sejrsmålet ind bag Artur Moraes og henviste Benfica til andenpladsen før sidste spillerunde på søndag med et enkelt point op til rivalerne fra Porto.

Men ifølge succestræneren Jorge Jesus er alt dette lagt på hylden.

- At vinde Europa League ville være et vigtigt øjeblik i klubbens historie og for spillerne og staben. Benfica er altid under pres, og vi ved, at målet er at vinde alle turneringer, vi deltager i, sagde Jorge Jesus.

Benfica - Chelsea klokken 20.45 på Canal 9.

 

Dagens Gossip

Dagens TV