Europa overtager føringen i Ryder Cup efter to sejre

Europa har fredag aften taget teten i årets Ryder Cup mod USA. Efter fredagens to første matcher i foursome har Europa overtaget føringen fra USA.

Det er sket i kraft af to sejre, så Europa nu fører sammenlagt 3,5-2,5, efter at de første seks point ud af i alt 28 er fordelt.

Efter fredagens første fire dyster i fourballs førte USA ellers 2,5-1,5. Men europæerne Jamie Donaldson og Lee Westwood bragte balance ved at slå Jim Furyk og Matt Kuchar i den første foursome.

Her spilles der to mod to, hvor hvert hold kun har en bold i spil og skiftes til at slå til bolden.

I den anden af slagsen vandt Justin Rose og Henrik Stenson fra Europa over Hunter Mahan og Zach Johnsons, så Europa nu fører med samlet et point på Gleneagles-banen i Skotland.

Stillingen i deres dyst var ellers helt lige efter det 14. hul, mens Rose og Stenson afgjorde matchen til Europas fordel på 17. hul.

Yderligere to matcher i foursome skal afsluttes fredag.

Tidligere fredag var det danske islæt Thomas Bjørn i aktion i fourballs sammen med tyskeren Martin Kaymer. De scorede et halvt point efter en uafgjort mod USA's Rickie Fowler og Jimmy Walker.

Bjørn og Kaymer lå ellers til at tage et point, men mistede føringen på det sidste hul, da Bjørn kiksede et put.

Ryder Cup spilles over tre dage og slutter med 12 singler søndag.

/ritzau/

Dagens Gossip