Europa til spionagemøde: Stop USA's overvågning

Skrevet af admin

31/10/2013

Mest læste i dag

Forskellige delegationer fra EU-Parlamentet var onsdag på besøg i Washington for at blive klogere på overvågningen af blandt andet europæiske toppolitikere og institutioner.

EU-Parlamentets borgerretttighedsudvalg mødtes med de vigtigste føderale afdelinger, der er involveret i efterretningstjenesten NSA's omfattende overvågningsarbejde.

Men den europæiske delegation har ikke fået noget "tilfredsstillende" svar på anklagerne om, at USA skulle have aflyttet flere statsledere i Europa, skriver EU-Parlamentet i en pressemeddelelse.

Delegationen har heller ikke fået klarhed over, om den amerikanske regering kendte til NSA's massive overvågning på den anden side af Atlanten.

Den tidligere efterretningsmand Edward Snowden har lækket dokumenter, der viser, at NSA har aflyttet 35 verdensledere, centrale EU-kontorer samt europæiske borgere.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkels, mobiltelefon er angiveligt også blevet overvåget. To af Merkels toprådgivere var derfor i Washington onsdag for at få konkrete svar på, hvorvidt NSA har lyttet med på kanslerens mobilsamtaler.

NSA afviser alle anklagerne om overvågning i Europa og hævder i stedet, at EU-landenes egne efterretningstjenester står bag aflytningerne.

EU-Parlamentets borgerretttighedsudvalg fortæller, at USA's kongres nu overvejer at begrænse NSA's overvågnings-beføjelser via lovgivning. Men dette initiativ vil i så fald kun omhandle overvågningen af amerikanske borgere.

Det Hvide Hus har allerede erkendt, at man er nødt til at begrænse NSA's muligheder for at lytte med i telefonopkald og overvåge e-mails.

- Hvis ikke svaret fra de amerikanske myndigheder er tilstrækkeligt, så kan der ske yderligere skade på tilliden, og det kan have indflydelse på en lang række bilaterale relationer mellem USA og EU, lyder det i meddelelsen fra EU-Parlamentet.

/ritzau/