Europæisk advarsel mod at flyve til Tel Aviv er ophævet

Skrevet af admin

24/07/2014

Mest læste i dag

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, Easa, har torsdag eftermiddag ophævet sin advarsel mod at flyve til Tel Aviv i Israel, skriver AFP.

Dermed lægger Easa sig i sporet af den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, der tidligere torsdag ophævede sit forbud mod, at amerikanske flyselskaber flyver til Tel Aviv.

Ophævelsen af Easas advarsel kommer på baggrund af information, som agenturet har fået fra de civile luftfartsmyndigheder i Israel og efter at have koordineret med FAA.

Forbuddet fra amerikansk side blev indført tirsdag, efter at en raket slog ned cirka halvanden kilometer fra Ben Gurion-lufthavnen tirsdag morgen, og derfor besluttede FAA af sikkerhedsmæssige grunde at forbyde amerikanske fly at benytte lufthavnen.

Efter det amerikanske forbud fulgte flere luftfartsselskaber trop. Blandt andet SAS og Norwegian.

Også Finnair, KLM, Air France, Lufthansa, Swiss, Austrian Airlines, Germanwings og Air Berlin har aflyst afgange til uroplagede Tel Aviv.

Sikkerhedsafdelingen i SAS vil i løbet af torsdag beslutte, om selskabet fortsat skal aflyse sine flyvninger til Tel Aviv. Næste planlagte afgang fra København er torsdag aften klokken 22.50.

FAA og Easa vil fortsat "nøje overvåge" forholdene omkring Ben Gurion lufthavnen og tage yderligere foranstaltninger hvis nødvendigt, skriver de.

/ritzau/AFP.