Europæisk gigant nedlægger 5800 job

Skrevet af admin

09/12/2013

Mest læste i dag

Det europæiske EADS, der ud over fly- og våbenproduktion er kendt for at stå bag Airbus, meddelte mandag, at det har planer om at skære 5800 job væk i forsvarsindustrien og i rumfartsdvisionen over de kommende tre år.

Afskedigelserne indgår i en større omstrukturering på baggrund af færre indkomster, og de vil berøre gruppens arbejdsstyrke i Tyskland, Frankrig, Spanien og Storbritannien, hedder det i en presseerklæring fra gruppen.

Nyheden kom efter et møde i gruppens europæiske arbejdsråd under ledelse af den øverste direktør Tom Enders, som sidste år blev tvunget til at opgive sine dristige planer om at skabe en europæisk forsvarsgigant ved at få EADS og BAE Systems til at gå sammen.

BAE er en britisk forsvarsvirksomhed.

I flere måneder blev der forhandlet om en sammensmeltning af de to selskaber, der ville gøre det nye europæiske selskab til en gigant inden for forsvarsproduktion.

Men aftalen, der beløb sig til godt 260 milliarder kroner, faldt på gulvet.

- Vi er nødt til at forbedre vores konkurrenceevne i forsvaret og i rummet, og det er nødvendigt, at vi gør det nu, siger Enders i en erklæring.

Kilder tæt på koncernen siger, at 2600 af de nedlagte job vil blive fundet i Tyskland, mens 1700 vil blive fundet i Frankrig. I Storbritannien og Spanien vil der blive nedlagt henholdsvis omkring 700 og omkring 600 stillinger.

Ledelsen af EADS venter hårde reaktioner i fagforeningerne, og gruppen vil foretage afskedigelserne så lempeligt som muligt.

EADS har tidlige lagt op til, at det vil ændre navn til Airbus for at få en stærkere profil i offentligheden. De reformerede forsvars- og rumdivisioner vil blive kaldt Airbus DS.

Aktiekurserne for EADS-aktioner steg 0,82 procent ved nyheden om planerne.

Airbus-divisionens succes kommer efter en radikal omstrukturering i 2007. Dengang hed det, at 10.000 job skulle nedlægges, men til sidst viste det sig, at det var tilstrækkeligt med nedlæggelsen af 7999 job.

/ritzau/AFP