Europæisk skepsis over for Putins fredsvilje

Skrevet af admin

09/02/2015

Dagens topnyheder

Det tysk-franske fredsinitiativ for Ukraine og de aktuelle forhandlinger med Ruslands præsident bør ifølge udenrigsministeren ikke få EU til at tøve og udsætte en planlagt stramning af sine sanktioner mod Rusland og russiskstøttede separatister i Ukraine.

- Sanktioner handler om hele tiden at motivere Rusland til at fortsætte de forhandlinger, der foregår. Min forventning er, at det gør vi bedst ved at opretholde vores pres, samtidig med at der desværre er kampe.

- Det rigtige signal at sende til Putin er, at hvis kamphandlingerne stopper – så stopper sanktionerne også med det samme, siger Lidegaard mandag ved ankomsten til møde i Bruxelles med de øvrige EU udenrigsministre.

Selv om Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande, har planlagt møde med den russiske og ukrainske præsident på onsdag i Minsk i Hviderusland, er Lidegaard klar til at udvide sanktionerne nu.

De 28 EU-landes ambassadører gjorde i sidste uge på et forberedende møde klar til at sætte yderligere 19 personer og ni virksomheder og organisationer på EU's sanktionsliste. Der mangler derfor bare den formelle ministergodkendelse.

- Alt rationelt taler for, at den her konflikt skal stoppe nu. Ingen kan vinde den her krig – også selvom den trækker ud. Derfor burde en kælderkold analyse tilskrive, at Rusland også ser en interesse i at stoppe det her.

- Det, at man mødes - og mødes på det niveau gentagne gange, giver selvfølgelig en lille optimisme. Men den historie, som vi har haft i det her forløb, giver mindre optimisme, siger Lidegaard.

Den litauiske udenrigsminister, Linas Linkevicius, der som nabo til Rusland fører an i koret af strammere i EU, er endnu mere skeptisk.

- Vi vil alle acceptere, at der vil komme en aftale, en diplomatisk løsning - ingen vil have krig. Men vi kan kun bedømme ud fra udviklingen på jorden. Vi kan ikke stole på et eneste ord fra det russiske lederskab. Det er værdiløst, siger Linkevicius.

/ritzau/