Europæiske børn får hjælp til at modstå usunde fristelser

Europæiske børn og unge er omgivet af fastfood, chips og sodavand, men hvordan lærer de at modstå fristelserne? Det spørgsmål har det europæiske forskningsprojekt, TEMPEST, sat sig for at afdække. Forskningsprojektet består af forskere fra ni lande i Europa med deltagelse af ph.d.-studerende Liliya Nureeva fra Aarhus Universitet.

Et af hovedmålene med projektet er at være medvirkende til at forebygge den stigende overvægt blandt børn og unge i Europa ved at give børn og unge redskaber til at undgå usunde fødevarer, som de har nem adgang til.

- Børn og unge skal have større viden om sundhed og værktøjer, så de selv kan være med til at påvirke deres kost- og spisevaner. Nogle børn kan bedst kontrollere deres kostvaner ved at undgå at komme i nærheden af usunde snacks, andre distraherer sig selv for at glemme trangen til sødt, mens andre igen opstiller regler om, at de skal spise frugt hver dag, eller at de kun må spise slik i weekenden, forklarer Liliya Nureeva og fortsætter:

- Børn skal være bevidste om hvilke strategier, der virker for dem, så de selv aktivt kan være med til at kontrollere deres indtag af usunde fødevarer.

Strategier til børn
At afdække børn og unges usunde levevis og finde strategier til at ændre på det, er et meget kompleks problem. Det indebærer blandt andet viden om, hvad man bliver fristet af og hvornår, og hvordan man undgår fristelsen. Dernæst skal man vide, hvordan man sætter mål og regler for sig selv for at ændre dette. Ifølge Liliya Nureeva er det forældre, skolelærere og andre, der har tæt kontakt med børn og unge, som kan fortælle børnene om de forskellige strategier, og forklare hvordan de kan integrere strategierne i deres hverdag.

TEMPEST står for: ‘Temptations to Eat Moderated by Personal and Environmental Self-regulatory Tools’ og forskningsprojektet løber i perioden 2009-2013.

Dagens Gossip