Europæiske fodboldklubber afviser ønske om VM-udvidelse

Skrevet af admin

09/02/2016

Mest læste i dag

Fodboldklubberne i Europa ønsker ikke, at VM-slutrunden skal udvides fra 32 til 40 hold, sådan som blandt andre Gianni Infantino har foreslået.

Men klubberne ønsker alligevel, at den schweizisk-italienske generalsekretær for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) vinder præsidentvalget i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), der bliver afholdt den 26. februar.

- Vi har ingen stemme, men i fodboldens ånd støtter vi Gianni Infantino, siger Bayern Münchens bestyrelsesformand, Karl-Heinz Rummenigge, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Tyskeren er også formand for de 220 klubber fra 53 europæiske lande, der udgør de europæiske klubbers sammenslutning (ECA).

ECA var tirsdag samlet i Paris, og her understregede klubberne, at en VM-udvidelse fra 32 til 40 hold vil belaste spillerne endnu mere, end de er i forvejen.

- ECA anerkender, at landsholdene er vigtige, men vi har et ansvar for spillerne, siger ECA-vicepræsidenten Umberto Gandini fra den italienske klub AC Milan.

- Vi er tilfredse med, hvordan det ser ud nu, og enhver ændring skal overvejes meget nøje, siger han.

Umberto Gandini kan godt se, hvorfor Gianni Infantino ønsker at udvide VM-slutrunden.

Uefa-chefen skal nemlig forsøge at få flertal blandt Fifas 209 medlemslande ved præsidentvalget, og Gianni Infantino vil muligvis kunne sikre sig flere stemmer ved at love flere VM-billetter.

- Vi har forståelse for, at han (Infantino, red.) har brug for at tiltrække stemmer fra hele verden, men vi kan ikke bakke ham op på dette område, siger Umberto Gandini.

/ritzau/