Europæiske homoseksuelle lever med frygt og trusler

»Frygt, isolation og diskrimination er et hverdagsfænomen for disse grupper i Europa,« skriver Morten Kjærum, der er direktør for EUs Agentur for grundlæggende rettigheder, i rapporten.

Undersøgelsen, som er den hidtil største af sin art, omfatter 93.000 personer i alle EUs 27 medlemslande plus Kroatien, som indtræder i unionen i juli. 26 procent af de adspurgte siger, at de er blevet fysisk eller verbalt overfaldet i løbet af de seneste fem år.

Transseksuelle er særligt udsatte, og 28 procent af dem siger, at de er blevet overfaldet eller truet mere end tre gange i løbet af de seneste 12 måneder på grund af deres seksualitet, fremgår det af rapporten.

Nogle af de adspurgte hævder i undersøgelse, at forholdene er blevet værre selv i lande som traditionelt anses som tolerante.

»Min situation er værre end den var for eksempel for fire år siden,« svarer en 27-årig belgisk homoseksuel i undersøgelsen.

I Holland, som var et af de første lande i verden, der tillod homoseksuelle ægteskaber i 2001, siger 20 procent af de adspurgte, at de føler sig diskrimineret i sportsklubber, på hospitaler, når de søger lejlighed, går ud om aftenen, eller når de skal i banken. Mange tør ikke gå til politiet.

»Jeg tøver med at melde noget, som indikerer, at jeg er homoseksuel, da jeg ved, at politiet bare afviser alt,« siger en 42-årig franskmand i undersøgelsen, hvor man kan læse, at to tredjedele af de medvirkende er bange for åbent at vise deres seksualitet, mens det gælder for tre fjerdedele af bøsserne.

Ifølge rapporten starter diskriminationen i skolen, og to ud af tre homoseksuelle holder deres seksualitet skjult i skoletiden.

»Ti år efter anser jeg stadig det at blive mobbet i skolen for den værste form for homofobisk overgreb, som jeg nogensinde har været udsat for,« svarer en 25-årig maltesisk mand.

»De konstante fornærmelser for at være feminin (og dermed homoseksuel) var uudholdelige i skolen, og der blev ikke gjort meget fra lærerne mod dem, der mobbede. Det tvang mig til at blive i skabet indtil jeg var 18.«

BNB/AFP

Dagens Gossip