Europæiske studenter i spansk busulykke - 13 er dræbt

Skrevet af admin

20/03/2016

Dagens topnyheder

Mindst 13 mennesker er dræbt og 43 såret ved en busulykke i Spanien. Bussen var fyldt med studenter, der havde deltaget i en festival i Valencia, oplyser myndighederne til spanske medier.

Otte af de 43 sårede er alvorligt kvæstede.

Oprindeligt lød dødstallet på 14 dræbte, men det blev søndag eftermiddag nedjusteret til 13 dræbte.

Ifølge den øverste politiske leder i Catalonien, Charles Puigdemont, er alle de dræbte kvinder. Det skriver det norske medie VG.

De studerende var fra mindst 19 forskellige lande og en del studerede under EU's Erasmus-program.

Passagerne i bussen var fra Ungarn, Tyskland, Sverige, Norge, Schweiz, Tjekkiet, New Zealand, Storbritannien, Italien, Peru, Bulgarien, Polen, Irland, Palæstina, Japan, Ukraine, Holland, Frankrig og Finland. De er alle i alderen fra 22 til 29 år.

Det oplyser de Catalonske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Buschaufføren er blandt de kvæstede. Han er testet negativ for alkohol og stoffer, oplyser en Catalonsk domstol.

Der var 61 om bord i turbussen, der søndag morgen var på vej tilbage til Barcelona.

Udenrigsministeriets Borgerservice er i færd med at undersøge, om der er danskere involveret i ulykken.

Ulykken skete nær landsbyen Freginals klokken 06.00. Freginals ligger ved den større by Tarragona sydvest for Barcelona.

Avisen El Pais skriver, at bussen kørte frontalt ind i en modkørende personbil og væltede rundt.

Stationen TV3 rapporterer, at det var bussens chauffør, der mistede kontrollen over sit køretøj, som bragede gennem en midterrabat og påkørte den modkørende bil. Det skete et sted på vejen, der i forvejen ifølge den lokale borgmester er kendt som "et mørk punkt".

Et meget stort antal ambulancer og redningskøretøjer blev sendt til ulykkesstedet.

Erasmus-programmet er et studenterudvekslingsprogram i EU, der har eksisteret siden 1980'erne. Europæiske studerende kan under programmet følge studier i et andet EU-land og få det tilskrevet i den uddannelse, som de er i gang med i deres hjemlande.

Ud over EU-landene er Norge, Island, Schweiz og Tyrkiet en del af Erasmus-programmet, der er opkaldt efter Erasmus af Rotterdam. Han var en hollandsk filosof og en af Europas førende tænkere i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet.

/ritzau/