Europæiske studenter i spansk busulykke - 14 er dræbt

Skrevet af admin

20/03/2016

Dagens topnyheder

Mindst 14 mennesker er dræbt ved en busulykke i Spanien. Ifølge nyhedsbureauet EFE var bussen fyldt med studenter, der havde deltaget i en festival i Valencia.

De studerende var af forskellig nationalitet, og en del studerede under EU's Erasmus-program.

Flere nordmænd skal være blandt de tilskadekomne, rapporter den statslige tv-station TVE.

Der var 57 om bord i turbussen, der søndag morgen var på vej tilbage til Barcelona.

Ulykken skete nær landsbyen Freginals. Den ligger ved den større by Tarragona sydvest for Barcelona.

Avisen El Pais skriver, at bussen kørte frontalt ind i en modkørende personbil og væltede rundt.

Stationen TV3 rapporterer, at det var bussens chauffør, der mistede kontrollen over sit køretøj, som bragede gennem en midterrabat og påkørte den modkørende bil. Det skete et sted på vejen, der i forvejen ifølge den lokale borgmester er kendt som "et mørk punkt".

Mindst otte meldes kvæstet, og fire af dem med livsfarlige skader. Alle de sårede er udenlandske studerende. Buschaufføren har ifølge El Pais overlevet.

Et meget stort antal ambulancer og redningskøretøj er sendt til ulykkesstedet.

/ritzau/