Europas fængsler bugner med indsatte

Det fremgår ifølge nyhedsbureauet AFP af en ny rapport fra Europarådet. Rapporten angiver, at der i 20 ud af 47 vest- og østeuropæiske lande er overbelægning i landenes fængsler.

I nogle tilfælde står det så slemt til med overbelægningen, at der i gennemsnit er 150 fanger om 100 pladser i fængslerne, fremgår det ifølge AFP.

Serbien topper med 157,6 indsatte pr 100 pladser, efterfulgt af Grækenland med 151,7 fanger pr 100 pladser.

Rapporten baserer sig på tal fra 2011. Ifølge rapporten er der i gennemsnit 154 indsatte for hver 100.000 borgere. Men det varierer stærkt fra land til land. I Island er der eksempelvis færre end 50 indsatte pr 100.000 indbyggere, mens antallet af indsatte stiger til 200 pr 100.000 indbyggere i nogle af de østeuropæiske lande.

Den højeste andel af indsatte borgere er i Rusland, hvor tallet er 546,1 indsatte pr 100.000 indbyggere.

Også i Danmark er der fyldt godt op i fængslerne. I 2012 var der ifølge Kriminalforsorgens årsrapport en gennemsnitlig udnyttelse af pladserne på 96,6 procent.

Regeringen fremlagde i efteråret en plan for, hvordan der kan skabes større kapacitet i fængslerne frem til 2016. Planen betyder, at der investeres i 200 nye pladser. Regeringen vil med planen til i alt 1,7 milliarder kroner nedbringe belægningen til 94 procent i 2016.

BNB/AFP

Dagens Gossip