Europas mest eftersøgte mand fanget i Bruxelles

Skrevet af admin

18/03/2016

Dagens topnyheder

Den mistænkte i det blodige angreb i Paris sidste efterår er anholdt i en politiaktion i Bruxelles fredag, siger fransk politi.

Salah Abdeslam, der er mistænkt for at have medvirket til Paris-massakren i november, hvor 130 mennesker blev dræbt, er anholdt i Bruxelles-forstaden Molenbeek, oplyser fransk politi.

- Vi har ham, skriver den belgiske asyl- og migrationsminister Theo Francken på Twitter om den 26-årige franskmand med marokkanske rødder.

En føderal anklager har ligeledes bekræftet, at Salah Abdeslam er blevet anholdt, ifølge den belgiske tv-station RTBF.

En politikilde oplyser ifølge BBC, at Abdeslam skulle være blevet skudt i benet under den omfattende politiaktion.

Han skal være blevet anholdt sammen med en anden mand.

Abdeslam har været på flugt og er stærkt eftersøgt siden massakren i Paris.

Politiaktionen kommer efter, at Salah Abdeslams fingeraftryk, blev fundet i en lejlighed tirsdag.

Den belgiske premierminister, Charles Michel, har omgående forladt et EU-topmøde i Bruxelles, skriver BBC.

/ritzau/AFP