Europas trækfugle er til folkeafstemning på Malta

Skrevet af admin

11/04/2015

Mest læste i dag

Vælgerne på Malta beslutter lørdag ved en folkeafstemning, om de skal forkaste en lov, som giver dem tilladelse til at skyde trækfugle om foråret, eller ej.

Det er en folkeafstemning, der bliver fulgt med stor interesse af Europas ornitologer og andre, der går op i den europæiske fuglebestand.

De har igen og igen opfordret EU til at forbyde denne praksis.

Malta er det eneste land i EU, der tillader forårsskyderiet, som ifølge kritikerne truer flere fuglearter på eksistensen, når de vingede væsner i foråret trækker fra Sahara hen over Malta til det nordlige Europa for at yngle.

- Disse fugle flyver to gange over Sahara og to gange over Middelhavet bare for at blive dræbt inden det endelige skridt for at yngle, lyder det fra Mark Sultana, der er talsmand for organisation Shout (Spring Hunting out), som vil have forbudt fugleskyderiet på Malta.

En 33-årig vælger, Alex Mifsud, siger, efter at have sat sit kryds i stemmeboksen, at "det er en forfærdelig hobby", hvor jægerne går ud og skyder på alt, hvad der flyver.

Men en 56-årig kvinde, Josephine Cassar, fortæller, at i hendes mands familie er alle jægere fra barnsben, og de er indædt imod et forbud.

- Jeg har på fornemmelsen, at dette kun er et første skridt. I den nærmeste fremtid vil der være opfordringer til at fjerne flere hobbyer, også fiskeri, tror hun.

Europa-Domstolen dømte i 2009 Malta skyldig i at tillade jagt på fugle under træk fra Sahara mod nord i Europa, og inden de har haft en mulighed for at parre sig.

Selv om Malta handler i strid med EU's fugledirektiv, så har landet siden medlemskabet i 2004 haft en undtagelse for et begrænset antal duer og vagtler.

Men der er udbredt mistanke om, at man ser gennem fingre med krybskytteri på blandt andet storke, svaler, måger, falke og høge.

Der ventes et resultat fra folkeafstemningen søndag middag. Bliver forslaget forkastet, indleder jægerne fuglejagten på tirsdag og frem til 30. april.

/ritzau/AFP