Eurovision-sejr giver dansk blod på tanden

Skrevet af admin

24/05/2015

Mest læste i dag

Det blev til en svensk sejr, da 28-årige Måns Zelmerlöv og sangen "Heroes" blev stemt helt til tops af de europæiske tv-seere og fagjuryer i Eurovision, der lørdag aften blev afholdt i Wien i Østrig.

Danmark og Anti Social Media røg ud allerede i semifinalen tidligere på ugen, men når nu vi ikke var med, skal vi i stedet glæde os over, at Sverige vandt, mener DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

- Det var det bedste nummer, der vandt, det var danskerne enige i, og det er jeg rigtig glad for. Sverige kommer til at levere et kæmpe show næste år, noget, vi også synes, er rigtig godt, siger han om vores nordiske broderland, der for kun to år siden var værtsland efter at have sejret i Aserbajdsjan med nummeret "Euphoria", der blev sunget af Loreen.

- De kommer formentlig til at overgå sig selv fra 2013, for nu kender de alle udfordringerne og de ved, hvad de skal gøre. Så det bliver det bedste Eurovision nogensinde, tror jeg, siger han.

Danskerne gav toppoint til det svenske bidrag, der allerede inden finalen var spået gode chancer af bookmakerne.

Men det er ikke bare sangen, der er årsagen til, at Sverige igen snuppede Eurovision-trofæet. Og det kan Danmark lære noget af til næste år.

Det fortæller DR's melodi grand prix-kommentator og ekspert, Ole Tøpholm.

- Det er ikke nok at have en fin melodi, man skal have hele pakken. Der skal også være et sceneshow. Og der skal vi i Danmark nok tænke lidt vildere, siger Ole Tøpholm.

Det er Jan Lagermand Lundme ikke helt uenig i.

- Man kan måske undersøge, om vi skal være større og mere pompøse på scenen, men vi må aldrig gå på kompromis med det vigtigste, nemlig at det, vi stiller op med, musikalsk er et godt nummer.

- Vi vil hellere stille op med et nummer, som danskerne er stolte af, men som så ikke kommer så langt, end vi vil sende noget af sted, som de ikke er stolte af, men som kommer langt. Det handler jo om at vise, hvem vi er, siger han.

Eurovision skal næste år afholdes i Sverige. Her har Danmark to gange før snuppet en sejr. Første gang i år 2000, da Brødrene Olsen vandt i Stockholm og i 2013, hvor Emmelie de Forest vandt konkurrencen i Malmø.

/ritzau/