EU's Barroso fordømmer russisk fremfærd i Ukraine

Skrevet af admin

29/08/2014

Mest læste i dag

EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, fordømmer Ruslands militære aktiviteter i det østlige Ukraine.

Det har han fredag fortalt den russiske præsident, Vladimir Putin, i en telefonsamtale.

- I en meget ligefrem udveksling af synspunkter har formanden for EU-Kommissionen udtrykt sine dybe bekymringer over de nuværende hændelser og situationen på jorden i Ukraine, lyder det i en udtalelse fra EU-Kommissionen.

Barrosos opkald til Putin kommer dagen efter, at Nato offentliggjorde satellitbilleder, der ifølge forsvarsalliancen beviser, at russiske styrker opererer i Ukraine.

- Formanden for Kommissionen gav udtryk for, at han på det kraftigste fordømmer de - ifølge beviserne - betydelige angreb og operationer på ukrainsk jord af russiske militærenheder.

Den hastigt forværrede konflikt i Ukraine ser ud til meget snart at kunne resultere i yderligere EU-sanktioner mod Rusland.

Unionens 28 stats- og regeringschefer vil ifølge flere diplomatiske kilder med stor sandsynlighed sætte gang i sanktionsprocessen igen allerede på lørdagens topmøde i Bruxelles.

Krisen i Ukraine er det helt centrale punkt på topmødets udenrigspolitiske dagsorden.

Det er det blevet i kølvandet på de seneste dages udvikling, hvor Nato altså har bekræftet massiv russisk tilstedeværelse og russiske krigshandlinger i Ukraine, hvilket har fået EU-præsident Herman Van Rompuy til at invitere Ukraines præsident med til topmødet.

/ritzau/