EU's jobkabale er stadig langt fra at gå op

Skrevet af admin

12/07/2014

Dagens topnyheder

EU-præsident Herman Van Rompuy nævner under sine forberedelser til den kommende onsdags særtopmøde i Bruxelles om besættelsen af topjob i EU-systemet stadig den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), som et bud til at efterfølge ham selv.

Men det står også klart, at der endnu langtfra er enighed blandt EU-lederne om, hvem der skal være ny formand for Det Europæiske Råd efter Van Rompuy og ny udenrigschef efter Catherine Ashton.

Ritzau erfarer fra kilder i et par EU-hovedstæder med nært kendskab til nogle af Van Rompuys samtaler torsdag og fredag med samtlige 28 stats- og regeringschefer, at Thorning er en af mindst fire mulige kandidater, der bliver nævnt til belgierens job.

Van Rompuy synes at se det som en mulig fordel snarere end nødvendigvis en ulempe, at den danske statsminister kommer fra et land uden for eurozonen.

Til gengæld kan det være et problem, at nogle af Thornings europæiske partifæller synes, at hun politisk ligger for langt til højre i den socialistisk-socialdemokratiske gruppe.

Samtidig opponerer nogle konservative ledere mod muligheden for at få en socialist både som EU-præsident og som udenrigschef.

De øvrige kandidater, der i hvert fald bliver nævnt, er Italiens tidligere premierminister Enrico Letta, som dog ikke synes at have opbakning fra den nye italienske leder, sin socialistiske partifælle Matteo Renzi.

Derudover Hollands liberale premierminister Mark Rutte, som kan have svært ved at samle bred opbakning, blandt andet fordi han ved sidste topmøde stod urokkeligt fast imod flere landes ønske om at få lidt mere fleksibilitet ind i EU's stramme budgetregler.

Endelig bliver Irlands centrum-højre premierminister, Enda Kenny, nævnt.

Ingen af de fire har officielt meldt sig som kandidat.

Det er stadig ikke givet, at EU-topmødet onsdag aften i Bruxelles vil kunne enes om både at ansætte en ny EU-præsident og om, hvem de vil indstille som kandidat til jobbet som udenrigschef.

Det kan ende med, at topmødet kun søger at løse spørgsmålet om udenrigschefen.

Det haster mere med at få det besat, fordi den formentlig kommende formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, har brug for det, før han kan begynde at sætte hele sit hold af kommissærer.

Der synes dog endnu heller ikke at være enighed på det punkt.

De to primære kandidater er Italiens udenrigsminister, Federica Mogherini, der er upopulær i Østeuropa, og den nuværende bulgarske bistandskommissær, Kristalina Georgieva, der ikke nødvendigvis får støtte fra sin egen regering.

Der kan også stadig være andre kandidater i spil.

/ritzau/