EU's justitsministre til hastemøde efter skibsforlis

Skrevet af admin

20/04/2015

Mest læste i dag

EU-landenes justits- og indenrigsministre er sent søndag aften med kort varsel blevet kaldt til møde mandag eftermiddag i Luxembourg, hvor de sammen med de allerede forsamlede udenrigsministre skal overveje, hvordan EU følger op på weekendens skibsforlis i Middelhavet.

Det erfarer Ritzau.

Det er endnu ikke klart, om den danske justitsminister, Mette Frederiksen (S), vil deltage i mødet. Men ifølge Ritzaus oplysninger har de fleste af de 28 EU-landes ministre tilkendegivet, at de regner med at komme til Luxembourg.

Flere hundrede migranter frygtes druknet ved kæntringen, der skete natten til søndag ud for Libyens kyst, omkring 200 kilometer syd for den italienske ø Lampedusa.

De første oplysninger gik på, at der var omkring 700 om bord på skibet, og at kun 28 var reddet.

Nyhedsbureauet AFP skriver sent søndag med det italienske nyhedsbureau Ansa som kilde, at der ifølge den offentlige anklager i den sicilianske by Catania, at en af de overlevende sætter det samlede passagertal så højt som 950.

Hvis tallene bekræftes, vil det være den værste enkeltepisode efter flere år, hvor der især i de varme måneder har været flere store forlis i Middelhavet. Langt de fleste af de overfyldte og synkefærdige både sætter ud fra Libyen.

Det er det lettiske EU-formandskab, der sammen med EU's udenrigschef, italienske Federica Mogherini, har taget initiativ til mandagens fællesmøde, der er kommet i stand efter betydeligt pres fra den italienske regering.

Italien etablerede forrige år en meget omfattende eftersøgnings- og redningsoperation, Mare Nostrum, som reaktion på et andet større forlis i oktober 2013.

Flere andre EU-lande var skeptiske over for den italienske operation, fordi de frygtede, at den meget aktive redningsoperation i sig selv kunne få flere til at sætte ud på den farefulde færd mod Europa.

Sidste år blev Mare Nostrum lukket og erstattet af EU-operationen Triton, der opererer i et mindre område og med mere snævert fokus på kystbevogtning.

Italiens premierminister, Matteo Renzi, har søndag bedt EU-præsident Donald Tusk om at indkalde stats- og regeringscheferne til et hastetopmøde om migrantkatastrofen allerede senere på ugen.

Tusks talsmand oplyser til Ritzau, at Tusk er i gang med at konsultere medlemslandene. Han overvejer muligheden om at indkalde til topmøde, men der er endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt det vil ske.

/ritzau/