EU's nye sanktioner mod Rusland snubler

Skrevet af admin

08/09/2014

Dagens topnyheder

Få timer før EU-landene formelt ventedes at godkende en ny runde økonomiske sanktioner mod Rusland, er den ellers færdige sanktionstekst stødt på problemer.

Det var meningen, at teksten skulle være godkendt rundt i de 28 hovedstæder mandag klokken 18. Men ifølge Ritzaus oplysninger har flere lande meldt sig med forbehold, og EU-landenes ambassadører er derfor hasteindkaldt til møde klokken 18.

Den finske regering er også indkaldt til hastemøde om sanktionerne umiddelbart inden mødet i Bruxelles. Rusland truede i weekenden med yderligere modsanktioner, og det har i Finland skabt frygt for, at det kunne betyde, at finske luftfartsselskaber bliver nægtet adgang til at flyve over russisk luftrum.

En diplomatisk kilde med kendskab til processen siger til Ritzau, at "flere lande har ikke kunnet sige ja til teksten. Men de har heller ikke sagt nej".

EU-Kommissionen kom i sidste uge på bestilling fra forrige weekends EU-topmøde med et forslag til en stramning af sanktionerne.

Ifølge kommissionens forslag kunne man skærpe sanktionerne over for den russiske finanssektor, våbenindustrien, oliebranchen og indføre restriktioner over for salg af civile produkter, der også kan finde anvendelse i våbenindustrien.

I løbet af sidste uge arbejdede EU-ambassadørerne i Bruxelles med at finde enighed om de præcise formuleringer. Nyhedsbureauet Reuters mener at vide, at den nye runde sanktioner blandt andet ville ramme store statsejede energivirksomheder som Rosneft, Transneft og Gazprom Neft.

Desuden skulle der føjes flere personer på listen over folk, der nægtes indrejse i EU og får deres penge i europæiske banker indefrosset.

Den foreslåede sanktionstekst blev tidligere mandag sendt til formel godkendelse i medlemslandenes hovedstæder med henblik på, at sanktionerne kunne træde i kraft tirsdag.

Premierministrene i Ungarn og Slovakiet har på det seneste udtalt offentlig kritik af sanktionsvåbnet og har luftet tanker om at rulle nogle af de allerede vedtagne sanktioner tilbage. Ifølge Ritzaus oplysninger har Ungarn dog mandag sagt god for det nye forslag.

/ritzau/