EU's Ruslands-sanktioner forlænges med seks måneder

EU's udenrigsministre er på deres ekstramøde i Bruxelles enedes om at forlænge første runde af EU's sanktioner i Ukrainekonflikten med seks måneder. Det erfarer Ritzau efter at mødet er slut.

Sanktionerne mod en række personer og virksomheder i Rusland og på Krim skulle egentlig løbe ud til marts, og der har op til torsdagens møde været tvivl om, hvorvidt den nye græske regering ville være med til at træffe beslutninger om sanktioner.

Samtidig giver udenrigsministrene EU-Kommissionen og EU's udenrigstjeneste en uge til at komme med forslag til flere navne til sanktionslisten.

Beslutningen om, hvorvidt listen faktisk skal udvides vil først blive truffet senere.

Der sættes også gang i arbejdet med at forberede en mulig udvidelse af de bredere, økonomiske sanktioner mod Rusland. Det vil formentlig blive op til EU-topmødet 12. februar at beslutte, om de faktisk skal sættes i værk.

/ritzau/

Dagens Gossip