EU's Ruslands-sanktioner forlænges med seks måneder

Skrevet af admin

29/01/2015

Dagens topnyheder

EU's udenrigsministre er på deres ekstramøde i Bruxelles enedes om at forlænge første runde af EU's sanktioner i Ukrainekonflikten med seks måneder.

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) efter mødets slutning.

Sanktionerne mod en række personer og virksomheder i Rusland og på Krim skulle egentlig løbe ud til marts, og der har op til torsdagens møde været tvivl om, hvorvidt den nye græske regering ville være med til at træffe beslutninger om sanktioner.

Samtidig giver udenrigsministrene EU-Kommissionen og EU's udenrigstjeneste en uge til at komme med forslag til flere navne til sanktionslisten med henblik på, at udenrigsministrene kan træffe en beslutning på deres næste møde mandag 9. februar.

Der sættes også gang i arbejdet med at forberede "yderligere passende handlinger" med henblik på at sikre, at skitsen til en fredsaftale, der blev indgået i Minsk sidste år, bliver overholdt.

I oplægget til mødet stod en mere klar formulering, der gjorde det klart, at man lagde op til at udvide EU's bredere økonomiske sanktioner. Den del af teksten blev nedtonet, blandt andet efter græsk ønske.

Det vil formentlig blive op til EU-topmødet 12. februar at beslutte, hvad det betyder. Her vil den nyvalgte græske premierminister, Alexis Tsipras, få sin EU-debut.

/ritzau/