EU's Ruslands-sanktioner forlænges med seks måneder

EU's udenrigsministre er på deres ekstramøde i Bruxelles enedes om at forlænge første runde af EU's sanktioner i Ukrainekonflikten med seks måneder.

Sanktionerne mod en række personer og virksomheder i Rusland og på Krim skulle egentlig løbe ud til marts, og der har op til torsdagens møde været tvivl om, hvorvidt den nye græske regering overhovedet ville være med til at træffe beslutninger om sanktioner.

Samtidig giver udenrigsministrene EU-Kommissionen og EU's udenrigstjeneste en uge til at komme med forslag til flere navne til sanktionslisten med henblik på, at udenrigsministrene kan træffe en beslutning på deres næste møde mandag 9. februar.

Der sættes også gang i arbejdet med at forberede "yderligere passende handlinger", der kan sikre, at skitsen til en fredsaftale, der blev indgået i Minsk sidste år, bliver overholdt.

I oplægget til mødet stod en tydeligere formulering, der lagde op til at udvide EU's bredere økonomiske sanktioner mod Rusland. Den del af teksten blev nedtonet og gjort mere upræcis, blandt andet efter græsk ønske.

Det vil formentlig blive op til EU-topmødet 12. februar at beslutte, hvad det betyder. Her vil den nyvalgte græske premierminister, Alexis Tsipras, få sin EU-debut.

Udenrigschef Federica Mogherini lægger efter mødet ikke skjul på, at det var svært at bevare den enighed, der er et juridisk krav for alle vedtagelser om EU-sanktioner.

- Jeg er glad for, at vi bevarede enigheden. Det er vores styrke. Og vi har vist, at EU er i stand til at træffe yderligere beslutninger, hvis situationen bliver endnu værre, siger Mogherini på et pressemøde.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) siger, at der har været tale om endnu et "stormfuldt" møde om sanktionspolitikken.

Han giver udtryk for, at beslutningen ikke går helt så langt, som han havde ønsket. Men heller ikke er så udvandet, som han havde frygtet.

- Det er en stor tilfredsstillelse, at det nu for 17. gang er lykkedes at samle EU om en fælles position, der skærper sanktionsregimet og lægger op til en forlængelse af de nuværende sanktioner, siger Lidegaard.

- Det var en svær diskussion, fordi der var - som vi alle sammen ved - lande, der ikke havde lyst til at sige tingene så direkte. Men jeg hæfter mig ved, at de tre ting, som vi gerne vil have med, stadig er med. Omend i en mere forsigtig formulering, siger ministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip