EU's sværvægtere vil have revurderet asylregler

Skrevet af admin

02/09/2015

Dagens topnyheder

EU-landene må gennemgå de fælles asylregler, mener Italien, Frankrig og Tyskland, som i et fælles dokument opfordrer til en mere "retfærdig" fordeling af migranter mellem EU-landene.

Dokumentet er underskrevet af udenrigsministrene fra de tre lande, meddeler det italienske udenrigsministerium onsdag, skriver Reuters.

Den nuværende migrantkrise i Europa har "tydeliggjort begrænsninger og mangler" ved asylreglerne, som må revurderes, lyder det i den fælles erklæring.

De tre lande ønsker en "stærk reaktion på krisen", skriver de, og vil have emnet øverst på dagsordenen, når EU's udenrigsministre fredag og lørdag samles i Luxembourg til deres halvårlige uformelle møde.

Mandag understregede den tyske forbundskansler, Angela Merkel, at den store tilstrømning af flygtninge og migranter kræver en fælles europæisk indsats.

Merkel tilføjede, at der vil være tvivl om Schengenaftalen, hvis der ikke sker en retfærdig fordeling af flygtninge og migranter.

/ritzau/Reuters