EU's transportministre: Fly skal lette på lige vilkår

Skrevet af admin

07/06/2016

Mest læste i dag

Der skal være fair konkurrence mellem de flyselskaber, som lander og letter i EU's lufthavne.

Det mener EU's transportministre, som tirsdag vedtog at give EU-Kommissionen mandat til at indlede forhandlinger om luftfartsaftaler mellem EU og en række tredjelande.

Det er bandt andet Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet, som også er nogle af de hurtigst voksende markeder inden for luftfart.

Landene konkurrerer med europæiske luftfartsselskaber, men er ikke underlagt de samme regler. Det omfatter blandt andet regler om miljøkrav, passagerrettigheder og beskatning af brændstof.

Derfor mener den danske transportminister, Hans Christian Schmidt (V), at det er særdeles vigtigt med ens regler.

- Der er mange flyselskaber, som gerne vil flyve til EU, men konkurrencen med de europæiske flyselskaber skal ske på lige vilkår. Det får vi kun, hvis vi har nogle fælles regler at overholde, siger ministeren.

- Når vi har fælles regler, kan vi se, hvem der spiller bedst og vinder. Men det nytter ikke noget, at vi i EU har en masse regler om miljø, passagerrettigheder, mens der er andre, der kan gøre, hvad de vil, siger han.

Ministeren håber også, at aftaler på flyområdet samtidig vil gavne de ansatte ved europæiske flyselskaber.

- De ansatte skal blandt andet have sikkerhed for, i hvilket land de har ret til sociale ydelser, og hvor de er sikret mod sygdom, siger transportministeren.

Ud over at sikre bedre konkurrencevilkår, sigter EU-Kommission med aftalerne også efter at øge antallet af Europas internationale flyforbindelser. Det vil være til gavn for europæiske flypassagerer.

Samtidig skal der arbejdes på, at flyselskaber, lufthavne og passagerer får ens regler, når det gælder sikkerhed.

Kommissionen skal gennemføre forhandlinger med tredjelandene på vegne af EU og medlemslandene.

/ritzau/