EU's udenrigschef vil lægge pres på Tyrkiet

Skrevet af admin

08/12/2014

Mest læste i dag

EU's nye udenrigschef, italieneren Federica Mogherini, ventes at lægge pres på Tyrkiet, når hun mandag mødes med landets ledere for at drøfte krigen mod Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak.

- Krigen i Syrien er et hovedemne under drøftelserne, siger højtstående EU-kilder forud for mødet, hvor også Tyrkiets ambitioner om at blive optaget i EU bliver diskuteret.

I forbindelse med krigen i Syrien og Irak er Tyrkiet under pres for at gribe ind over for rekrutter til Islamisk Stat, som strømmer over landets grænser.

Mogherini, der er i Tyrkiet med flere EU-kommissærer, skal mødes med præsident Recep Tayyip Erdogan, premierminister Ahmet Davutoglu og udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu i Ankara.

Mogherini, som er tidligere italiensk udenrigsminister, overtog posten som EU's topdiplomat den 1. november. Hun skal under sit besøg i Tyrkiet også besøge flygtningelejre i den sydlige del af landet.

- Denne delegation fra den nye EU-Kommission besøger Tyrkiet som et af de første lande, hvilket understreger landets betydning som kandidatland og som central partner og nabo med en vigtig strategisk beliggenhed og en dynamisk økonomi, hedder det i en erklæring fra EU.

Forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU har stået i stampe, siden de blev formelt indledt i 2005. Det skyldes til dels græsk-tyrkiske stridigheder om Cypern og udbredt modstand i Tyskland og Frankrig mod Tyrkiets optagelse.

Ankara har også mødt kold luft fra Bruxelles efter menneskerettighedskrænkelser i landet.

EU-delegationen besøger Tyrkiet en uge efter, at den russiske præsident, Vladimir Putin, var i Ankara, hvor han meddelte, at bygningen af den prestigefyldte gasrørledning South Stream er opgivet.

I stedet er Rusland og Tyrkiet blevet enige om som alternativ at bygge en offshore-rørledning under Sortehavet.

/ritzau/AFP