Eva Kjer Hansen undrer sig over at være blacklistet i Aserbajdsjan

»Vi har ikke fået nogen henvendelse fra de aserbajdsjanske myndigheder, så jeg har udelukkende min viden fra pressen. Derfor er det lidt svært at forholde sig til,« siger Eva Kjer Hansen (V), der er formand for Folketingets Europaudvalg.

»Vi er på en studietur, som er arrangeret af den armenske ambassade i København og af Karabakhs regering. Det mener jeg, er en rigtig god mulighed for at få noget viden og indsigt i konflikten i området og i udfordringerne, som indbyggerne står over for,« tilføjer hun.

Hun besøgte forleden sammen med Marie Krarup og andre danske repræsentanter Nagorno-Karabakh. Her deltog de to politikere ifølge jp.dks oplysninger i et møde med repræsentanter fra regionen, og Armeniens ambassadør i Danmark, Hrachya Aghajanyan, samt regionens udenrigsminister.

Men besøget er sket uden de rette tilladelser, pointerer Aserbajdsjans Udenrigsministerium ifølge det aserbajdsjanske nyhedsbureau APA, og derfor vil besøget nu blive undersøgt nærmere, oplyser en talsmand fra udenrigsministeriet.

»Det har jeg ikke noget kendskab til. Jeg går ud fra, at når den armenske ambassade inviterer en gruppe journalister og politikere på besøg, så har den styr på, hvad man må og ikke må. Når det så er sagt, så kan faktisk ikke forstå, at vores besøg kan vække så stor opstandelse. Jeg går ud fra, at Aserbajdsjan er interesseret i at skabe noget viden omkring situationen i området og om de muligheder, der er for at løse konflikten. Vi er her jo kun for at blive klogere,« lyder det fra Kjer.

Nagorno-Karabakh har et flertal af kristne, armenske indbyggere, men Aserbajdsjan mener, at området fortsat skal betragtes som tilhørende Aserbajdsjan. Armenien og Aserbadsjan var i egentlig krig om området i begyndelsen af 1990’erne.

Den danske delegation var tirsdag aften i Jerevan i Armenien for at se landskampen mellem Armenien og Danmark og rejser ifølge Eva Kjer tilbage til Danmark torsdag.

Dagens Gossip