Eva Mendes griner af breakup-rygter

Skrevet af admin

13/02/2014

Dagens topnyheder

Når Hollywoods hotteste skuespillere finder sammen, svirrer rygterne konstant. Er de sammen, eller er de ikke? Er han utro? Og er hun nu gravid?

Superstjernerne Eva Mendes og Ryan Gosling er ingen undtagelse. De må begge lægge øre til lidt af hvert, men Eva Mendes har lært at grine af de mange rygter.

Det var præcis, hvad hun gjorde, da hun forleden gæstede talkshowet "The Ellen DeGeneres Show" og blev konfronteret med rygtet om, at hun og Ryan Gosling ikke længere danner par, skriver ABC News.

Og da værten Ellen DeGeneres spurgte ind til hendes planer på Valentinsdag, svarede hun kækt.

- Jeg går ikke særligt meget op i Valentinsdag. Jeg bestiller sikkert bare en færdigret og ser "The Notebook" eller noget i den stil, sagde skuespilleren og henviste til Goslings romantiske film fra 2004, hvor han spillede sammen med sin ekskæreste Rachel McAdams. 

Mens nogle sladrer om parrets breakup, ævler andre om graviditet. Sidstnævnte afviste Mendes også, da hun gæstede det populære talkshow.

- Det er så latterligt. Det startede, fordi jeg ikke ville gå igennem scannerne i lufthavnen, fordi de er så uhyggelige. De ser dig jo nærmest nøgen, ik? Så jeg fravælger det altid og beder i stedet om at blive kropsvisiteret personligt, fortæller hun.

33-årige Gosling og 39-årige Mendes fandt sammen i 2011 under optagelserne til filmen "The Place Beyond the Pines". Da parret ikke er blevet fotograferet sammen siden oktober, har rygterne længe lydt, at de er gået hver til sit.

Newspaq