Evakuering af Det Hvide Hus afblæst igen

Medarbejdere i Det Hvide Hus vender tilbage efter evakuering på grund af røg fra en elektrisk installation.

Det Hvide Hus, den amerikanske præsidents embedsbolig i Washington, har lørdag været skueplads for en kortvarig evakuering.

Medarbejderne i vestfløjen af Det Hvide Hus fik hurtigt lov til at vende tilbage til deres kontorer, efter at de var blevet evakueret lørdag morgen amerikansk tid, formentlig på grund af røg fra en elektrisk installation.

Det rapporterer CNN og Fox News.

Præsident Barack Obama var ikke i fare under evakueringen, lyder det fra flere amerikanske medier.

Ifølge CNN har sikkerhedspersonalet fra Secret Service fundet kilden til røgudviklingen.

Obamas kontor, Det Ovale Værelse, ligger i vestfløjen, der støder op til hovedbygningen i Det Hvide Hus.

Ifølge Fox News er der ankommet fire brandbiler til stedet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip