Evaluering kostede Peter Bredsdorff-Larsen jobbet

Ledelsen i KIF Kolding København har iværksat en grundig evaluering efter fyringen af cheftræner, Peter Bredsdorff-Larsen.

Evalueringen skal sikre, at tingene gøres på den rigtige måde og for at fremtidssikre fusionsklubben. Alle bliver kigget efter i sømmene – lige fra bestyrelsen, direktionen, administrationen og den sportslige sektor med spillere og trænere.

Netop evalueringen har vist at det ville blive svært at komme videre med Peter Bredsdorff-Larsen som cheftræner, derfor er parterne blevet enige om at samarbejdet ophører.

- Vi tilknyttede Peter i 2011 for at komme tilbage i toppen af dansk håndbold, siger KIF direktør Jens Boesen og fortsætter:

- Dette arbejde må vi konstatere er lykkedes. Vi er gået fra at være nummer syv til at være nummer fire sidste år og nummer to i år. Det er vi meget tilfredse med. Vi må samtidig erkende at vi ser det som en nødvendighed at føre nye kræfter og øjne til hvis vi skal bevare os i toppen og rykke yderligere op af den europæiske rangstige, forklarer Jens Boesen, der efter et møde med den samlede spillertrup i dag selv har overbragt Peter Bredsdorff-Larsen beskeden.

Jens Boesen har ved samme lejlighed over for Peter beklaget den presseomtale, der har været hen over weekenden.

- Det er dybt urimelig over for Peter, hans familie og hans børn at skulle læse sådanne ting i aviserne. Det er ikke en værdig måde at blive behandlet på og ledelsen og den samlede spillertrup beklager meget, slutter Jens Boesen.

I første omgang vil Lars Krogh Jeppesen komme til at stå i spidsen for holdet i pokalkampen på onsdag i Skanderborg, og fremtidens løsninger bliver lagt frem ved et pressemøde på fredag.

Dagens Gossip

Dagens TV